• DK
  • GB

E/F Østerdalen

<

Slut med storskrald i Københavns Kommune06-11-2023 - 22:05

Københavns Kommune har ændret procedure for storskrald. Det betyder ændringer i, hvordan du skal sortere dine ting i foreningen. Nogle ting skal du nu selv køre på genbrugsstationen.

Storskrald findes ikke længere i Københavns Kommune. Nu hedder det "stort indbo" og noget af det skal sorteres anderledes. Det er for at sikre, at så meget som muligt af det genbruges.

 

Generelle regler for bortskaffelse af store ting

 

Generelt gælder tommelfingerreglen, at stort indbo er stort. Hvis affaldet kan være i de eksisterende affaldsbeholdere, skal det sorteres der. Ellers skal det sorteres efter kommunens regler.

 

I EF Østerdalen vil vi gerne holde vores område til stort indbo ryddeligt. Kommunen medtager max 10 m3 pr. afhentning for hele foreningen. Der skal være plads til ting fra alle. Derfor er området som udgangspunkt beregnet til, at hver beboer kun skiller sig af med en enkelt ting ad gangen.

 

Har du større mængder stort indbo (f.eks. møbler fra et helt rum i forbindelse med flytning), skal du derfor selv aflevere det på en genbrugsstation. Stiller du mange møbler, skabe osv., forbeholder vi os ret til at sende dig en regning for den tid, viceværten bruger på at bortskaffe dem.

 

De generelle regler for affald i EF Østerdalen finder du i vores opslagsbog, som du kan finde her. Vi sorterer efter Københavns Kommunes sorteringsguide

 

Stort indbo

 

I forhold til store ting, der skal smides ud eller sendes til genbrug, opfordrer vi alle beboere til at følge Københavns Kommunes sorteringsvejledning for stort indbo. Den siger:

 

Dette skal sorteres som stort indbo:

  • Kasseret indbo, som er for stort til at være i en affaldsbeholder med lukket låg. 

  • Madrasser og møbler af andre materialer end træ, fx havemøbler, gulvtæpper, klapvogne og barnevogne. 

  • Store genstande af plast og metal, som ikke kan være i affaldsbeholderen, fx autostol, vasketøjskurv, tørrestativ, trillebør, stangtennis. 

  • Cykler skal markeres med teksten ”Fjernes af renovatør”.

Dette skal ikke sorteres som stort indbo:

  • Byggeaffald som fx toiletter, håndvask, gips, mursten, isoleringsmaterialer. Dette skal afleveres på en genbrugsstation. Det skal du selv sørge for.

  • PVC og imprægneret træ. Dette skal afleveres på en genbrugsstation eller nærgenbrugsstation. Det skal du selv sørge for.

  • Jord, grus og sten. Dette skal afleveres på en genbrugsstation. Det skal du selv sørge for.

  • Elektronikaffald som fx køleskab, vaskemaskine, elkoger, og tastatur er ikke Stort indbo. Det skal sorteres som elektronikaffald.

  • Tekstilaffald. Tekstiler, der kan genbruges, kan afleveres til en velgørende organisation i området eller på nærgenbrugsstationen. Resten kan afleveres i opstillede beholdere til tekstilaffald rundt omkring på Amager. Du kan finde yderligere vejledning og det nærmeste afleveringssted her.

  • Reb, snor og tovværk. Det skal i restaffald.

  • Små ting i poser og kasser som fx tøj, service, nips, CD’er, bestik og andet småt indbo. Sorter det i de passende containere. Det, der ikke kan sorteres som fx plastic eller glas, skal smides i restaffald eller afleveres i en genbrugsbutik eller på en nær- eller genbrugsstation. Du kan finde den nærmeste genbrugsstation her.

  • Pap. Det skal foldes sammen, så det kan være i papcontainerne. Det er vigtigt, at låget kan lukkes, så pappet ikke bliver vådt.

Sådan skal du stille stort indbo

Stort indbo og Indendørs træ afleveres i samme område i gården i EF Østerdalen, men skal stå adskilt.

 

Affaldet skal stilles, så der tages hensyn til renovationsmedarbejderens sikkerhed og arbejdsmiljø. Det betyder at:

  • Både stort indbo og Indendørs træ skal være frit tilgængeligt. 
  • Affaldet skal stilles op ad hegnet i affaldsområdet, så det er let at håndtere. 
  • Skarpe og stikkende ting skal pakkes forsvarligt ind. Søm og skruer skal fjernes eller bankes ned. Hvis du fjerner dem, kan de bortskaffes i metalcontaineren og måske genbruges.
  • Spejle og låger med glas skal pakkes ind, så det ikke splintrer, når det knuses i skraldebilen. 
  • Brædder, bordplader, rør og lignende ikke må være længere end 2 meter. 
  • Affaldet skal kunne håndteres af to renovationsmedarbejdere uden hjælpemidler. Tunge gulvtæpper skal fx skæres i håndterbare dele eller placeres i en hjælpebeholder. 
  • Indendørs træ kan afleveres ved siden af stort indbo.
  • Indendørs træ som fx brædder og planker, malede og lakerede møbler af træ skal sorteres som Indendørs træ. Indendørs træ skal stilles for sig ved siden af stort indbo, da det hentes af forskellige biler. 
  • Paller skal markeres med teksten ”fjernes af renovationsmedarbejder”. 
  • Imprægneret træ skal sorteres på genbrugsstationen. Det skal du selv sørge for.

Hvad er indendørs træ?

  • Indendørs træ som fx brædder og planker, malede og lakerede møbler af træ skal sorteres som Indendørs træ.

  • Indendørs træ skal stilles for sig ved siden af stort indbo, da det hentes af forskellige biler. 

  • Paller skal markeres med teksten ”fjernes af renovationsmedarbejder”.

  • Imprægneret træ skal sorteres på genbrugsstationen.

Er du i tvivl om, hvordan dit affald skal sorteres?

Så brug kommunens sorteringsguide.

<