< Tilbage

Problemer med fugt i din lejlighed? Brug udluftningsguiden27-08-2022 - 17:25

Har du problemer med fugt i din lejlighed? Dug på vinduerne? Sådan fikser du det med god udluftning

Har du problemer med vinduer, der dugger indvendigt, selv om det ikke er meget koldt udenfor?

Er dine ydervægge kolde med misfarvninger i hjørnerne?

Har du høfeber, astma eller andre allergiproblemer?

 

Det kan du muligvis afhjælpe ved at lufte ud på den rigtige måde. Ved at lufte ud to gange om dagen, fem minutter ad gangen, kan du forbedre indeklimaet i din lejlighed.

 

Udluftning er også en god måde at undgå husstøvmider, der trives i fugtig luft, og skimmelsvamp, som trives på fugtige overflader.

 

Sådan lufter du rigtigt ud:

  • Åbn et vindue eller dør i alle rum, både mod gade og gård. Lav gennemtræk ved at åbne døre igennem lejligheden.
  • Alle vinduer skal være åbne samtidigt i ca. 5 minutter.
  • Gør det om morgenen og om aftenen plus evt. om eftermiddagen, hvis det er nødvendigt.
  • Har du ellers varme på, så luk for radiatorerne imens.

10 tips til at få bedre indeklima

  1. Lad være med at tørre tøj i lejligheden.
  2. Hav ikke rum som altid har lukket dør.
  3. Sæt ikke møbler tæt op ad ydervægge.
  4. Hav ikke et vindue på klem konstant f.eks. i soveværelset. Det sænker temperaturen i rummet, spilder varme og skifter ikke meget luft ud.
  5. Hold en jævn temperatur i hele lejligheden.
  6. Luft ud, mens du laver mad og læg låg på gryderne, når du koger noget.
  7. Hold udluftningskanaler frie, åbne og rene.
  8. Tør tøj udendørs, i tørrerum eller tørretumbler.
  9. Tør vand og fugt på badeværelse ned med svaber efter bad.
  10.  Tør dug af vinduer med en klud.

 

Du kan evt. holde øje med fugtigheden ved at købe en digital luftfugtmåler som viser fugtigheden i % RF (Relativ Fugtighed). De er tit indbygget i vejrstationer og er ikke dyre. Hvis du lufter rigtigt ud, er luftfugtigheden i alle vintermånederne under 45 %.
Det kan tage mange uger at få fugtigheden ned ved udluftning, så vær tålmodig og følg udviklingen på din fugtmåler.

< Tilbage